MG’s historie

MG – en omskiftelig tilværelse

Få bilmærker har haft en så omskiftelig tilværelse som MG. Hold tungen lige i munden og læs med:

MG blev grundlagt i 1924 og har siden indgået i mange selskabskonstruktioner i takt med britisk bilindustris storhed og efterfølgende fald.

MG startede med modificering af Morrisbiler under Cecil Kimbers ledelse hos Morris Garage i Oxford. Bilerne blev brugt til væddeløb, hvor de vandt anerkendelse for deres konstruktion og hurtighed. Cecil Kimber tog skridtet fuldt ud og etablerede MG Car Company som selvstændigt bilmærke i 1924. MG-navnet er opstået af forbogstaverne for Morris Garage. I starten havde man til huse i Oxford, men i 1929 flyttes produktionen til Abingdon 10 miles (16 km) syd for Oxford.

William Morris fra Morris Motors var storaktionær i MG, og i 1935 solgtes MG til Morris Motors og indgik herefter i Nuffield Organisation. Nuffield Organisation bestod af Morris Motor Company (som allerede i 1927 havde opkøbt Wolseley Motors), MG Car Company og Riley.

I 1952 fusioneredes Nuffield Organisation med Austin Motor Company og blev til British Motor Corporation forkortet BMC. BMCs afdeling for sportsvogne var baseret på Abingdon fabrikken og produceret mange vindende rally og racerbiler. I efteråret 1980 lukkedes Abingdonfabrikken, da produktionen af MGB produktion ophørte.

I 1967 dannedes British Motor Holdings som resultatet af en sammenslutning af BMC, Jaguar  Cars og firmaet Pressed Steel. Fusionen blev til pga. økonomiske vanskeligheder hos BMC og mangel på arvefølge i Jaguar, hvor grundlæggeren Sir William Lyons nærmede sig pensionsalderen. Pressed Steel leverede karosser til Jaguar.

Alle i 1968 må man konstatere, at det i 1967 dannede British Motor Holdings ikke kunne overleve ved egen kraft. Derfor kom det til endnu en fusion i 1968, hvor British Leyland opstod efter en sammenslutning af Leyland Motor Corporation og British Motor Holdings.

Fra 1968 til 1986 hørte MG til under British Leyland. Selskabet blev delvis nationaliseret i 1975. I 1986 da hovedparten af bilmærker under British Leyland var aflivet, blev selskabet omdannet til Rover Group og siden hen MG Rover. Samarbejdet med Rover betød, at Rover-modellerne Metro, Maestro og Montego med MG-emblem på blev det sportslige alternativ fra MG Rover. I 1992 kom MG RV8 på markedet; En opdateret MGB med Rover V8 motor i.

Fra 1988 til 1994 ejede British Aerospace firmaet og solgte det derefter til BMW, som ejede MG Rover frem til 2000. I den periode udvikledes Rover 75, som i den sportslige udgave kom til at hedde MG ZT. I 1995 kom MGF, den første rigtige MG i mange år, på gaden.

BMW solgte MG og Rover til MG Rover-koncernen i 2000. Produktionen ophørte i april 2005, da MG Rover gik i betalingsstandsning og kom under statsadministration og efterfølgende blev solgt af den britiske stat.

2005 købte Nanjing Automobile Group rettighederne til MG mærket samt aktiverne i MG Rover-koncernen for 53 mio. £. Man oprettede et nyt selskab: NAC MG UK Ltd. Nanjing opkøbes selv efterfølgende af kinesiske SAIC (Shanghai Automotive Industry Corporation) godt støttet af den kinesiske regering i december 2007. I januar 2009 blev NAC MG UK omdøbt MG Motor UK Ltd.

MG Car Club (moderklubben) har i dag til huse i Kimber House i Abingdon tæt på den oprindelige MG fabrik fra 1929 til 1980.

Kilde: Wikipedia og diverse motorwebsites.

 

Cecil Kimber (1888-1945)

Cecil Kimber (1888-1945) var bilingeniør og den drivende kraft bag MG. Han blev født i London den 12. april 1888 og fik tidligt interesse for motorcykler. Han kom slemt til skade med sit ene ben under kørsel på en vens motorcykel. Efterfølgende kastede han sig over biler og i 1913 købte en 10 hk Singer.

I 1914 fik han arbejde hos Sheffield-Simplex som assistent for chefdesigneren. Under Første Verdenskrig arbejdede han for AC Biler og siden hos komponentleverandøren EG Wrigley. Han investerede i Wrigley, men tabte mange penge herpå. Wrigley var leverandør til Morris Motor Company og blev købt af dem i 1923, og Kimber fik et job i 1921 som Sales Manager hos Morris Garage i Oxford. Her udviklede han på Morris-bilerne, som blev modificeret til motorløb.

I 1924 grundlagdes MG som et separat bilmærke med speciale i sportsvogne. Det nye selskab flyttes fra Oxford til Abingdon i 1929 og Kimber blev administrerende direktør i juli 1930. Hovedaktionær var William Morris selv og i 1935 solgtes MG til Morris Motors, hvilket betød at Kimber ikke længere var enebestemmende og måtte underlægge sig hovedkontoret. En rolle, som han efter sigende var meget desillusioneret over.

Anden Verdenskrig stoppede bilproduktionen, og MG overgik til at fremstille materiel til de væbnede styrker. Kimber blev bedt om at træde tilbage i 1941. Han fandt andet arbejde hos karetmager Charlesworth og siden hos Specialloid, som fremstillede stempler til bilindustrien.

Cecil Kimber blev dræbt i en jernbaneulykke den 4. februar 1945. Han var et af to dødsofre for ulykken, hvor det tog han befandt sig i løb løbsk og måtte stoppes ved en bevidst kollision med noget jernbanemateriel for at undgå sammenstød med et andet tog.

Cecil Kimber var gift to gange, først med Irene Hunt, med hvem han fik to døtre, Lisa og Jean. Efter Irenes død i 1938 giftede han sig med Muriel Dewar.

Kilder: Wikipedia og Malcolm Green: ”MG Cars”

For alle med interesse i MG-biler, nye som gamle