Klubbens historie

MG Car Club Danish Centre – historien

Følelsen af fart og frisk luft kombineret med duften af benzin og læder har tilsyneladende altid virket tiltrækkende på mange. Om det var glæden ved den friske luft, eller bagsiden af samme – en kold højre arm og hold i nakken – der fik MG entusiasterne til at slutte sig sammen melder historien ikke noget om, men det er et faktum, at The MG Car Club kom til verden i England tilbage i 1930.

Det var først efter krigen, at MG-erne for alvor begyndte at rulle uden for England, og så gik det stærkt. I 1954 stiftede en håndfuld MG-entusiaster en dansk afdeling af den engelske club. Derfor hører MG Car Club Danish Centre til blandt de ældste udenlandske centre.

Det hele begyndte på Amager Travbane i forsommeren 1954. Ind i mellem måtte hestene nemlig vige for hestekræfterne. To af de ivrigste sportsvognskombattanter i de år var vores nu afdøde æresmedlem Frede Lillelund i sin tunede MG TC og Vilhelm Nellemann junior i en sprit ny MG TF.

MG1

Danske MG’ere på landevejen. Foto fra 50 års jubilæumsskriftet

På tilskuerpladserne var TC-ejer og kaptajn i hæren O.H. Eff ofte på plads. Han havde ikke licens til at køre med, men han fulgte interesseret med i hvad MG-erne kunne præstere på grusbanen. En dag spørger O.H. Eff så Frede Lillelund, om ikke de skulle starte en MG-klub. Det mente Lillelund nu ikke, der var brug for. ”Vi er jo kun 6”, som han formulerede det. De fik alligevel fat i et par andre MG-kørere: P.C. Moldt og Allan Thal-Jantzen. Begge var TC-ejere. Den 6. september 1954 sendte man det første brev med en anmodning om optagelse som underafdeling til den engelske moderklub.

MG2

Danske MG’ere samlet til træf. Foto fra 50 års jubilæumsskriftet

I løbet af efteråret 1954 afholdtes 2 orienteringsløb for at vejre stemningen blandt de danske MG-ejere. Løbene startede begge fra Jægersborg kaserne.

Den 28. november mødes en del MG-entusiaster så hos O.H. Eff på Tårbæk Strandvej 38 for at drøfte oprettelsen af en klub. Og endelig den 5. december 1954 lægger O.H. Eff, der må betegnes som den egentlige drivkraft bag ønsket om den danske klub, hus til den stiftende generalforsamling.

Klubbens navn bliver MG Car Club Danish Centre – dog bliver den meget hurtigt bare kaldt Dansk MG Klub. Klubben er lige fra starten landsdækkende, men aktiviteterne er for det meste koncentreret omkring København og Sjælland. Det skyldes først og fremmest, at hovedparten af medlemmerne bor i dette område. Efterhånden som medlemsskaren på Fyn og i Jylland vokser, begynder de også at lave arrangementer.

Klubkontingentet blev fastsat til kr. 20,- om året.

MG Roskilde Ring

T-typer på Ring Djursland i svinget for enden af langsiden. Foto fra 50 års jubilæumsskriftet.

MG Roskilde Ring 2

MG’ere i den gamle pit på Ring Djursland. Det er Svend Carstensen med walkien i hånden. Foto fra 50 års jubilæumsskriftet.

Et fælles træk for de fleste, der dengang købte en MG, var en naturlig kløe i højrefoden. Allerede ved årsskiftet 1955/1956 optages klubben i Dansk Automobil Sports Union (DASU). Det betød at klubbens medlemmer kunne få motorsportslicens. Klubben er i dag en af de absolut ældste i DASU.
Pr. november 1959 angives medlemstallet til knap 100 eller 99 mere præcist. Og det var et problem, for af klubbens vedtægter fremgik det, at der ikke måtte være mere end 100 medlemmer. Den paragraf er dog for længst udgået.

MG Frede Lilleund

Blågårdsgade 49, København, hvor Frede Lillelund havde sit MG værksted. Foto fra 50 års jubilæumsskriftet.

Sidst i 1973 finder flere af MG-ejerne bosiddende i Jylland, at det er på tide at stifte endnu en klub for at varetage MG-ejernes interesse i Jylland og på Fyn. Det var dengang, der stadig var færger på Storebælt. Derfor stiftes MG Car Club Danish Centre West. Der etableres dog hurtigt rimelig god kontakt og samarbejde mellem de to klubber om arrangementer og lignende. Medlemmer henvises herefter til de respektive centre afhængig af deres bopæl.

Ovennævnte er uddrag fra 50 års jubilæumsskriftet i 2004. Bogen kan lånes i klubbens bibliotek.


Knap klubbens formænd


Knap fortjenstpokalen


 Knap forårets MG


Knap MGs historie